På eventyr i det andalusiske

Jeg vil fortsætte, hvor jeg slap sidst, for I skal da ikke snydes for et godt grin på min bekostning, et par sjove anekdoter og nogle flotte billeder – eller måske nærmere ordinære billeder af flotte motiver – før turen i næste indlæg går til Madrid.

Sidste opdatering skrev jeg den 4. september, hvor en skøn uge i vores lille bjerghytte lakkede mod ende. Fredag den 5. september besøgte vi alle fem Málaga, hvor vi gik på eventyr i byens små snørklede gader, kiggede på franske balkoner, smukke andalusiske patioer, gamle bygninger og andre turister, der absolut ikke lagde skjul på, at de var turister.

Málaga er en super charmerende middelhavsby, hvor man finder en spændende blanding af meget gamle bygninger som fx et romersk amfiteater fra den 2. århundrede eller den smukke gamle katedral “La Manquita” og helt nyt moderne arkitektur. Málaga er helt sikkert et sted, jeg kunne finde på at vænne tilbage til, for en dag er absolut ikke nok, til at opleve byens virkelig hyggelige stemning og se alle de ting, den byder på. Dog ville jeg nok vælge en dag, hvor temperaturen lå blot en anelse under 39˚C... 

Frokost på Gilbralfaro

Vi spiste frokost på borgmuren af Gibralfaro, et gammelt maurisk forsvarsværk, hvorfra der er en smuk udsigt udover hele Málaga, bjergene, havneområdet, middelhavet og sågar en tyrefægterarena – noget der afledte en længere etisk diskussion om værdien af særegne kulturfænomener og dyrevelfærd. De nærmere detaljer fra den diskussion vil jeg skåne jer for, og slutteligt fortælle at vi tilbragte resten af eftermiddagen på stranden i skyggen af et par palmer, fik nogle skønne svømmeturer i Middelhavet og havde en hyggelig aften med traditionel spansk mad under en smuk stjernehimmel på terrassen hjemme i det lille hus. Alt i alt en herlig dag og et dejligt afbræk fra undervisningen. 

I får lige et par billeder fra dagen:   

Udsigten over Málaga fra Gibralfaro

Før omtalte tyrefægterarena.
(Ja far, jeg ved godt at horisontlinjen
 er skæv, men jeg havde altså ikke plads i tasken
 til at slæbe mit vaterpas med)

Gunvor, jeg undskylder på forhånd for eventuelle gener,
 dette billede må medføre,
 tænkt på at jeg tog en ekstra svømmetur for dig ;-)

Her tilsidst et stemningsbillede fra aftensmaden/natmaden

Nå men det var jo slet ikke Málaga, jeg havde tænkt mig at berette om i dette indlæg, så tilbage til det det egentligt skulle handle om, nemlig den sidste aften i Andalusien.

Lørdag den 6. sluttede årets On Arrival officielt, og Constanza kørte en af studenterne hjem til hans værtsfamilie. De anden student, Leoni og jeg kunne se frem til en tiltrængt frieftermiddag ved poolen med læsning, dagbogsskrivning, en masse snak og afslapning for alle pengene - herligt! 

Sidst på eftermiddagen fik jeg imidlertid den idé, at jeg ville gå en lille tur i området. Sådan lettere spontant besluttede jeg mig for at gå op på toppen af det bjerg, der ligger bagved huset, i håb om at udsigten deroppe fra ville være endnu smukkere end fra teressen.

Det var den helt bestemt, og nu hvor jeg alligevel havde begivet mig derop, kunne jeg jo ligeså godt fortsætte videre opad; der viste sig nemlig at være en række bjerge der lå i forlængelse af hinanden, hver af dem højere end det foregående. Udsigten deroppe fra var simpelthen fænomenal og blev kun smukkere og smukkere, jo længere jeg bevægede mig opad. 

Terrænet var dog imidlertid relativt svært at gå i, da det for det første var meget stejlt, og derudover fyldt med sten og andet godt, der skred under ens fødder hver gang man tog et skridt. Det var tydeligvis ikke et sted, hvor der plejede at komme mennesker, men op kom jeg da. Og udsigten var bestemt det værd.

Da jeg var nået op på tredje bjergtop, blev den ellers fuldstændige stilhed forstyrret af en bil på jordvejen langt under mig. Den dyttede meget eftertrykkeligt  -Et får der ligger og nyder aftensolen på vejen- tænkte jeg og gik videre, som om intet var hændt.  Bilens ejer gav dog ikke sådan lige op, og lidt efter stod han foran bilen og viftede med begge arme over hovedet - det er godt nok nogle langsomme får - tænkte jeg, gik videre og ignorerede delvist det faktum, at det måske var mig, han gjorde et forsøg på at komme i kontakt med.

Efter endnu en omgang dytten blev der da ro dernede fra, og jeg nåede toppen af det fjerde og sidste bjerg i rækken, hvorfra jeg kunne nyde en utrolig smuk solnedgang over bjergene. Og det er så nu, vi er kommet til de ordinære billeder af de flotte motiver:

Bjergskråning med mandeltræer og Middelhavet i baggrunden

Vores lille fine hus, set sådan lidt ovenfra og ned.

Billede udover toppen af det øverste bjerg.
De træfulde bjergskråninger i baggrunden er den nationalpark,
man kører igennem for at nå til huset.

Solnedgang.

Udsigten fra toppen af det sidste bjerg med Middelhavet og Málaga i baggrunden badet i aftensolen. 

Mere solnedgang. På det her billede kan man fornemme de mange rækker af bjerge,
man kunne se fra toppen. Utroligt smukt i virkeligheden, og man føler sig meget lille.

        

Nå men for at vænne tilbage til historien, så stod jeg og nød den utroligt smukke udsigt, (som billederne vist på ingen måde yder retfærdighed,) da jeg pludselig hørte skud meget tæt på. To stk. Jeg blev relativt forskrækket og besluttede mig for, at det nok alt i alt var ved at være tid til at traske hjem. Kombinationen af den dyttende bil, manden, der viftede med armene og nu skudene virkede lidt som et vink med en vognstang til at min lille bjergbestigning måske burde afsluttes snarest muligt.

Jeg havde ikke været hjemme i meget mere end et kvarter før en gammel firhjulstrækker (der umiskendeligt mindede om tidligere omtalte bil) trillede ned langs hegnet foran vores hus og parkede. Ud sprang en gammel og meget misfornøjet andalusisk mandelbonde, der ikke just bifaldt min idé om en fredelig aftentur i bjergene.

Jeg måtte gå til bekendelse og undskylde så overbevisende som muligt, imens han blot rasede videre på syngende og ganske uforståeligt andalusisk. Dog kølede han hurtigt af, og efter at jeg så uskyldigt som muligt havde forklaret ham, at jeg slet ikke havde hørt ham dytte eller set hans bil, blev han nogenlunde til at snakke med. Eller til at snakke med er måske så meget sagt, for på daværende tidspunkt var det eneste, jeg havde forstået "Mit bjerg" (noget der blev gentaget en hel del gange), "høre", "bil" og "adgang forbudt", men det var rigeligt til at fatte pointen.

Leoni, som taler flydende spansk, brød ind og spurgte, om han mon kendte noget til de skud, hun havde hørt tidligere på aftenen. Det gjorde han bestemt ikke, og han havde heller ikke selv hørt noget. Dog fik piben herefter en noget anden lyd, og problemet var pludselig ikke, at jeg havde været på hans bjerg, men at han ville advare os om, at vi ikke måtte færdes der den følgende nat, idet han skulle jage vildsvin sammen med sine sønner. Han blev helt rar herefter og fortalte os om, hvordan vildsvinene løb ind i hans træer, for at få de modne mandler til at falde ned, hvorefter de spiste dem. Han ville blot advare os imod skud og hundeglam den følgende nat.

Vi fik lov at låne bondens lighter, så vi kunne tænde op i det bål, vi havde lavet i den store grill/udendørsbrændeovn på teressen, og som vi ellers havde opgivet at få ild i, da vi hverken havde tændstikker eller lighter og ikke rigtigt orkede at skulle lege stenaldermennesker. Så nu kunne vi få grillede grønsager til vores spanske omelet, og vi fik lavet et helt hæderligt måltid.

Vores kæmpe grill på teressen,
efter vi havde støvsuget området for kvas

Der grilles på livet løs.
Stearinlysene på bordet ved siden af brugte vi
til at genantænde bålet, når vinden blæste det ud.

Den sidste aften i det andalusiske nydes på livet løs.

 
Efter spisning og Uno-spil under stjernehimlen fortalte vores student, at hun aldrig havde sovet under åben himmel men altid havde drømt om at prøve det, selvom hun ikke havde lyst til at gøre det alene. Jeg var ikke svær at overtale til, at det skulle hun da have lov til at prøve; så snart havde vi slæbt en madras fra en af dobbeltsengene ud på teressen og lå og diskuterede stjernebillederne. Ud over at jeg utallige gange måtte op og jage naboens kat væk samt slå parasollen op for at skygge lidt for månen, sov vi skønt og blev kun vækket få gange af jagthundene.

Jeg vil således slutte et måske lidt for langt blogindlæg med et billede taget fra teressen selv samme aften.