På eventyr i det andalusiske

Jeg vil fortsætte, hvor jeg slap sidst, for I skal da ikke snydes for et godt grin på min bekostning, et par sjove anekdoter og nogle flotte billeder – eller måske nærmere ordinære billeder af flotte motiver – før turen i næste indlæg går til Madrid.

Sidste opdatering skrev jeg den 4. september, hvor en skøn uge i vores lille bjerghytte lakkede mod ende. Fredag den 5. september besøgte vi alle fem Málaga, hvor vi gik på eventyr i byens små snørklede gader, kiggede på franske balkoner, smukke andalusiske patioer, gamle bygninger og andre turister, der absolut ikke lagde skjul på, at de var turister.

Málaga er en super charmerende middelhavsby, hvor man finder en spændende blanding af meget gamle bygninger som fx et romersk amfiteater fra den 2. århundrede eller den smukke gamle katedral “La Manquita” og helt nyt moderne arkitektur. Málaga er helt sikkert et sted, jeg kunne finde på at vænne tilbage til, for en dag er absolut ikke nok, til at opleve byens virkelig hyggelige stemning og se alle de ting, den byder på. Dog ville jeg nok vælge en dag, hvor temperaturen lå blot en anelse under 39˚C... 

Frokost på Gilbralfaro

Vi spiste frokost på borgmuren af Gibralfaro, et gammelt maurisk forsvarsværk, hvorfra der er en smuk udsigt udover hele Málaga, bjergene, havneområdet, middelhavet og sågar en tyrefægterarena – noget der afledte en længere etisk diskussion om værdien af særegne kulturfænomener og dyrevelfærd. De nærmere detaljer fra den diskussion vil jeg skåne jer for, og slutteligt fortælle at vi tilbragte resten af eftermiddagen på stranden i skyggen af et par palmer, fik nogle skønne svømmeturer i Middelhavet og havde en hyggelig aften med traditionel spansk mad under en smuk stjernehimmel på terrassen hjemme i det lille hus. Alt i alt en herlig dag og et dejligt afbræk fra undervisningen. 

I får lige et par billeder fra dagen:   

Udsigten over Málaga fra Gibralfaro

Før omtalte tyrefægterarena.
(Ja far, jeg ved godt at horisontlinjen
 er skæv, men jeg havde altså ikke plads i tasken
 til at slæbe mit vaterpas med)

Gunvor, jeg undskylder på forhånd for eventuelle gener,
 dette billede må medføre,
 tænkt på at jeg tog en ekstra svømmetur for dig ;-)

Her tilsidst et stemningsbillede fra aftensmaden/natmaden

Nå men det var jo slet ikke Málaga, jeg havde tænkt mig at berette om i dette indlæg, så tilbage til det det egentligt skulle handle om, nemlig den sidste aften i Andalusien.

Lørdag den 6. sluttede årets On Arrival officielt, og Constanza kørte en af studenterne hjem til hans værtsfamilie. De anden student, Leoni og jeg kunne se frem til en tiltrængt frieftermiddag ved poolen med læsning, dagbogsskrivning, en masse snak og afslapning for alle pengene - herligt! 

Sidst på eftermiddagen fik jeg imidlertid den idé, at jeg ville gå en lille tur i området. Sådan lettere spontant besluttede jeg mig for at gå op på toppen af det bjerg, der ligger bagved huset, i håb om at udsigten deroppe fra ville være endnu smukkere end fra teressen.

Det var den helt bestemt, og nu hvor jeg alligevel havde begivet mig derop, kunne jeg jo ligeså godt fortsætte videre opad; der viste sig nemlig at være en række bjerge der lå i forlængelse af hinanden, hver af dem højere end det foregående. Udsigten deroppe fra var simpelthen fænomenal og blev kun smukkere og smukkere, jo længere jeg bevægede mig opad. 

Terrænet var dog imidlertid relativt svært at gå i, da det for det første var meget stejlt, og derudover fyldt med sten og andet godt, der skred under ens fødder hver gang man tog et skridt. Det var tydeligvis ikke et sted, hvor der plejede at komme mennesker, men op kom jeg da. Og udsigten var bestemt det værd.

Da jeg var nået op på tredje bjergtop, blev den ellers fuldstændige stilhed forstyrret af en bil på jordvejen langt under mig. Den dyttede meget eftertrykkeligt  -Et får der ligger og nyder aftensolen på vejen- tænkte jeg og gik videre, som om intet var hændt.  Bilens ejer gav dog ikke sådan lige op, og lidt efter stod han foran bilen og viftede med begge arme over hovedet - det er godt nok nogle langsomme får - tænkte jeg, gik videre og ignorerede delvist det faktum, at det måske var mig, han gjorde et forsøg på at komme i kontakt med.

Efter endnu en omgang dytten blev der da ro dernede fra, og jeg nåede toppen af det fjerde og sidste bjerg i rækken, hvorfra jeg kunne nyde en utrolig smuk solnedgang over bjergene. Og det er så nu, vi er kommet til de ordinære billeder af de flotte motiver:

Bjergskråning med mandeltræer og Middelhavet i baggrunden

Vores lille fine hus, set sådan lidt ovenfra og ned.

Billede udover toppen af det øverste bjerg.
De træfulde bjergskråninger i baggrunden er den nationalpark,
man kører igennem for at nå til huset.

Solnedgang.

Udsigten fra toppen af det sidste bjerg med Middelhavet og Málaga i baggrunden badet i aftensolen. 

Mere solnedgang. På det her billede kan man fornemme de mange rækker af bjerge,
man kunne se fra toppen. Utroligt smukt i virkeligheden, og man føler sig meget lille.

        

Nå men for at vænne tilbage til historien, så stod jeg og nød den utroligt smukke udsigt, (som billederne vist på ingen måde yder retfærdighed,) da jeg pludselig hørte skud meget tæt på. To stk. Jeg blev relativt forskrækket og besluttede mig for, at det nok alt i alt var ved at være tid til at traske hjem. Kombinationen af den dyttende bil, manden, der viftede med armene og nu skudene virkede lidt som et vink med en vognstang til at min lille bjergbestigning måske burde afsluttes snarest muligt.

Jeg havde ikke været hjemme i meget mere end et kvarter før en gammel firhjulstrækker (der umiskendeligt mindede om tidligere omtalte bil) trillede ned langs hegnet foran vores hus og parkede. Ud sprang en gammel og meget misfornøjet andalusisk mandelbonde, der ikke just bifaldt min idé om en fredelig aftentur i bjergene.

Jeg måtte gå til bekendelse og undskylde så overbevisende som muligt, imens han blot rasede videre på syngende og ganske uforståeligt andalusisk. Dog kølede han hurtigt af, og efter at jeg så uskyldigt som muligt havde forklaret ham, at jeg slet ikke havde hørt ham dytte eller set hans bil, blev han nogenlunde til at snakke med. Eller til at snakke med er måske så meget sagt, for på daværende tidspunkt var det eneste, jeg havde forstået "Mit bjerg" (noget der blev gentaget en hel del gange), "høre", "bil" og "adgang forbudt", men det var rigeligt til at fatte pointen.

Leoni, som taler flydende spansk, brød ind og spurgte, om han mon kendte noget til de skud, hun havde hørt tidligere på aftenen. Det gjorde han bestemt ikke, og han havde heller ikke selv hørt noget. Dog fik piben herefter en noget anden lyd, og problemet var pludselig ikke, at jeg havde været på hans bjerg, men at han ville advare os om, at vi ikke måtte færdes der den følgende nat, idet han skulle jage vildsvin sammen med sine sønner. Han blev helt rar herefter og fortalte os om, hvordan vildsvinene løb ind i hans træer, for at få de modne mandler til at falde ned, hvorefter de spiste dem. Han ville blot advare os imod skud og hundeglam den følgende nat.

Vi fik lov at låne bondens lighter, så vi kunne tænde op i det bål, vi havde lavet i den store grill/udendørsbrændeovn på teressen, og som vi ellers havde opgivet at få ild i, da vi hverken havde tændstikker eller lighter og ikke rigtigt orkede at skulle lege stenaldermennesker. Så nu kunne vi få grillede grønsager til vores spanske omelet, og vi fik lavet et helt hæderligt måltid.

Vores kæmpe grill på teressen,
efter vi havde støvsuget området for kvas

Der grilles på livet løs.
Stearinlysene på bordet ved siden af brugte vi
til at genantænde bålet, når vinden blæste det ud.

Den sidste aften i det andalusiske nydes på livet løs.

 
Efter spisning og Uno-spil under stjernehimlen fortalte vores student, at hun aldrig havde sovet under åben himmel men altid havde drømt om at prøve det, selvom hun ikke havde lyst til at gøre det alene. Jeg var ikke svær at overtale til, at det skulle hun da have lov til at prøve; så snart havde vi slæbt en madras fra en af dobbeltsengene ud på teressen og lå og diskuterede stjernebillederne. Ud over at jeg utallige gange måtte op og jage naboens kat væk samt slå parasollen op for at skygge lidt for månen, sov vi skønt og blev kun vækket få gange af jagthundene.

Jeg vil således slutte et måske lidt for langt blogindlæg med et billede taget fra teressen selv samme aften.

Postkort fra Andalusien

Det første der slog mig, da jeg trådte ud af flyveren i Málaga lufthavn var varmen. Varmen og luftfugtighede. Selv om aftenen ligger varmen som en tung dyne over Málaga, og kontrasten til det danske gråvejr er enorm. Málaga er som én stor sauna, hvilket også lægger en naturlig dæmper på aktivitetsniveauet og tempoet i byen. Tropenat er nærmere reglen end undtagelsen, og skyer på himlen er så uset, at det bliver kommenteret, når fænomenet forekommer, hvilket åbenbart ikke har været ret ofte denne sommer. Nå men nok om vejret, selvom det ligesom i Danmark er et brugt samtaleemne hernede.

Til at starte med burde jeg nok fortælle de af jer, der ikke lige har styr på, hvad Søren jeg laver i Spanien, hvad det egentligt er, jeg har kastet mig ud i. Som de fleste af jer nok ved, var jeg på udveksling i Michigan, USA, for fire år siden, og lige siden dengang har jeg lavet en del frivilligt arbejde for YFU-Danmark, den organisation jeg rejste med, og det er egentligt derfor, jeg er i Spanien. Jeg skal hjælpe med at bygge YFU-Spanien op mere eller mindre fra bunden, og forhåbentligt kan noget af den viden om udveksling og YFU, jeg har taget med fra Danmark, hjælpe med at få skubbet gang i projektet hernede.

Vi har lige modtaget vores første to udvekslingsstudenter for et par dage siden. To skønne unge mennesker fra Tyskland, som skal være her i Spanien de næste ti måneder. Dog skal de, før de møder deres værtsfamilier, forberedes lidt på, hvad der venter dem i løbet af sådan et år samt have lidt undervisning i det helt grundlæggende spansk – det er jo altid en fordel at kunne fortælle, at man er sulten eller bede om saltet ved middagsbordet. Og sådan kom vi frem til, hvad jeg laver her i Málaga, vi holder nemlig introduktionsuge, eller hvad der på YFU-sprog hedder OAO, for studenterne. Vi har nu været igang i 4 dage. (i dag er det torsdag d. 4, updaten kommer til at være forsinket grundet manglende internetforbindelse).

Det er rigtig sjovt at se, hvordan de forskellige aktiviteter, jeg forberedte til OAO, før jeg tog afsted til Spanien, fungerer i virkeligheden. Hvordan studenterne analyserer de cases om udveksling, jeg skrev, -til  tider helt anderledes, end jeg selv tænkte dem og til tider uhyggeligt tæt på - Hvordan sproglegene, jeg fandt på, virker eller virker knap så godt, og hvordan programmet som helhed fungerer. Sådan overordnet har vi brugt mange af de samme aktiviteter, som vi normalt bruger på OAO for de studenter der kommer til Danmark, men da der er stor forskel på den spanke og den danske kultur, har jeg været nødt til at ændre store dele af programmet og omskrive de fleste materialerne. Desuden er der jo stor forskel på at have et program til 50-60 studenter og så have et program for blot 2, der dog alligevel gerne skal have en masse brugbart ud af ugen. Det har været rigtig sjovt at have fuldstændigt frie tøjler til at planlægge og gennemføre en hel uges aktiviteter.

Det lille gulkalkede hus, vi har lejet for ugen, er virkelig en andalusisk turistdrøm. Der er simpelthen sydeuropæisk landidyl for alle pengene. Med sine rustikke møbler, vaser med tørrede blomster, ternede duge, blomstermalerier, bordeaux-farvede vægge, og naturfarvede kakler ligner det til forveksling kulissen fra en gammel romantisk film.

Huset set fra bjerget ovenfor

Stuen
 (godt rodet efter en uges brug)

Huset ligger godt gemt væk i bjergene nord for Málaga, og for at komme herud, må man køre igennem en rigtig fin nationalpark ad en meget lille jordvej, af ca samme bredte som en dansk cykelsti. Jeg kan simpelthen ikke gennemskue, hvad man ville gøre, hvis der kom en modkørende, for man kører bogstaveligtalt med en klippevæggen på den en side og en lodret afgrund på den anden. Constanza, som er leder af YFU-Spanien, og hende jeg kommer til at arbejde sammen om projektet med, er heldigvis en god chauffør, og det er indtil nu lykkedes os at komme helskindet igennem alle mange hårnålesvings, der er på vejen, selvom heller ikke hun har været helt kry ved situationen.

På bjergsiderne i hele området vokser der oliven-og mandeltræer samt kaktusser, som mere eller mindre de eneste vækster. Olivenen er blevet høstet for i år, men mandeltræerne bugner af mandler, som er lige til at plukke og knække med en sten, hvilket vi har dyrket en del de sidste par dage. Selvplukkede mandler på morgenmaden kan klart anbefales!

En af studenterne knækker mandler med en sten

Vi har en kæmpestor terrasse foran huset, og det er mere eller mindre der, jeg har brugt de sidste par dage. Vi har flyttet tavlen og undervisningen ud under et par parasollen, og når temperaturen kommer op over de 30 grader, hvilket den gør allerede midt på dagenformiddagen, flytter vi tavlen hen til poolen, og skiftes vi til at undervise fra kanten af poolen, så resten kan sidde nede i vandet, hvor temperaturen er mere behagelig. Temperaturene hernede ligger generelt imellem 30 og 40 grader i dagstimerne.

Teressen, vores foretrukne opholdssted. Bemærk
 iøvrigt papirene på muren- i løbet af ugen blev
alle væggene plastet til med spanske verber,
bøjningsformer, farver, frugter og andet godt. 

Vi inkluderer forresten følgende personer: Constanza, som er leder af YFU-Spanien, Leoni som er en tysk YFU-pige, som skal lave noget andet frivilligt arbejde hernede, men hjælper til under OAO, de to udvekslingsstudenter og mig selv. Vi hygger os rigtig meget, og alle er rigtig søde at være sammen med, men jeg kan også mærke, at jeg efterhånden er ved at være godt og grundig træt i hovedet især på grund af de mange sprog: Studenterne taler tysk til Leoni og jeg, (jeg havde ingen anelse om, at tysk lå så tæt op af dansk, at jeg umiddelbart kan forstå det, hvis bare jeg koncentrerer mig.) Constanza og Leoni taler spansk sammen og spansk eller engelsk til mig, og jeg svarer så på spansk eller engelsk lidt efter humør. Constanza  taler engelsk med studenterne. Så det er noget af et sprogkaos med 4 sprog på en gang!

Men selvom det til tider er lidt hårdt at skulle være koncentreret så lang tid af gangen, og sove så lidt som man gør, når det er så varmt, er det alligevel virkelig skønt at være her, og jeg nyder de andres selskab, solen og den virkelig fantastiske natur, der omgiver os. Lige nu sidder jeg på terrassen og ser solen gå ned bag bjergene i horisonten. Der er så fredfyldt herude. Det er fuldstændigt stille, og man kan ikke se andet end bjerge, oliventræer og en fjerntliggende gård her og der. Om aftenen bliver det fuldstændig mørkt, og når man tager dagens sidste dukkert i poolen, kan man ligge og se op på en fuldstændig uforstyrret stjernehimmel. Jeg kan ikke sige så meget andet, end at jeg vist kommer til at savne det her sted, men på den anden side glæder jeg mig også rigtig meget til at komme til Madrid og møde min spanske værtsfamilie.

Buenes tardes!

Jeg skulle forresten hilse fra vores lille ven
 på kanten af poolen!