15th University on Youth and Development

Dette indlæg kommer til at handle om en helt fantastisk uge i Mollina i Sydspanien. En uge fyldt med latter, fisk, snak om Youth Oppotunities, lange madkøer, forumteater, kædedans, solskin, sækkepiber og andet godt. Men lad mig først spole tiden godt tre uger tilbage til en ubehageligt tidlig søndag morgen, hvor jeg efter god skik og brug her til lands, var relativt sent på den og i overhængende fare for at misse mit fly. Selvfølgelig var lufthavnen fyldt til randen med mennesker, og baggage-droppen var pist væk og forsvundet. Jeg fik da heldigvis efter en del stress og løben frem og tilbage afleveret min bagage bogstaveligt talt ½ minutter før, de lukkede bagagedroppen; og det kun fordi jeg fik lov at komme foran et meget flinkt ældre ægtepar, der trods mine manglende spanske gloser fik fat i, at jeg var lettere presset. Afsted kom jeg da, og en times tid senere, kunne jeg træde ud af flyveren og atter undrer mig over, hvor stor en temperaturforskel, der kan være indenfor en så relativ lille afstand.

Det eneste jeg vidste på forhånd, om kurset jeg skulle på, var at vi skulle være ca. 25 deltagere alle fra forskellige Europæiske YFU-organisationer, og at det var arrangeret af EEE-YFU, hvilket er den Europæiske paraplyorganisation over YFU-organisationerne (sådan lidt ligesom EU er det i forhold til medlemslandene). Derudover havde vi fået foropgaverne at læse 15 siders biografi om en brasiliansk teatergut ved navn Augusto Boal (ham vil jeg komme tilbage til senere), udvælge en reklame- eller kampagnefilm, vi syntes godt om samt medbringe en tegning, vi havde lavet. Så det var med en følelse i maven af ”At det her ikke kunne blive andet end sjovt tilsat en knivspids mærkelighed og en halv deciliter barndom,” at jeg trak afsted med min kuffert imod Málaga lufthavns udgang. Der fik jeg min første af de mange overraskelser, ugen bød på. Vi var ikke blot 25 YFU’ere der skulle på kursus – nej det var unge fra hele verden, der stod og ventede. Jeg snakkede bl.a. med en indisk pige, der på daværende tidspunkt havde været på farten i 25 timer, og var godt segnefærdig.


Det viste sig at YFU-kurset blot var et af tretten kurser, der skulle køre samtidig som en del af 15th university on Youth and Development på Centro Eurolatinoamericano de juventud, eller i daglig tale det væsentligt mere mundrette CEULAJ. Stedet ville nok på dansk blive betegnet som et kursuscenter, men havde både diverse sportsfaciliteter, en kæmpe pool, en stor kantine, klasselokaler, store fællesrum samt adskillige huse med to personers hotel-lignende værelser og endda folk, der kom og redte ens seng, skiftede håndklæder mm. så standarten var på den front lidt anderledes end ved de danske YFU-kurser ;)

De forskellige kurser var lavet af forskellige ungdomsorganisationer for deres respektive medlemmer eller som korrelation imellem flere forskellige organisationer, og handlede om alt fra Migration i Europa og fremtidsmuligheder for afrikanske unge i Europa til lederskab og i vores tilfælde kreativformidling. Var vi i alt 300 unge i alderen ca 20-30 fra 70 forskellige nationer. Vi havde hver vores morgen (9-14) -og eftermiddagsprogram (16-21) men spiste alle måltiderne sammen og havde et fælles aftenprogram fra 22 til 00, hvorefter vi de fleste dage fortrak til byens ”pub”. Så selvom vi egentligt var på forskellige kurser, føltes egentligt det ikke sådan. 

Skulle nogle brændende ønske sig nogle engelske tongue twisters, så er der lidt at starte ud med her. Jeg havde ihvertfald relativt ondt af ham, der skulle råbe kurserne op. Det gik ikke lige godt hver gang. 

Det var en helt speciel oplevelse at være samlet så mange mennesker fra bogstaveligt talt hele verden. Normalt når jeg har lavet noget med unge fra andre steder i verden, har de været fra et mere begrænset antal fortrinsvist vestlige lande. 

Den første morgen spiste jeg morgenmad sammen med en flok bestående af en fra Cambodia, en fra Tunesien, en fra Nigeria, en fra Ghana, en fra Irak, og en fra Tyrkiet. Samtalen kom til at handle om kvindeundertrykkelse, islamisering som modreaktion på demokratisering, det arabiske forår, mediernes diskurs om indvandrer i de forskellige lande og migration generelt. En meget tung diskussion så tidligt på dagen, men også utroligt spændende. Især fordi jeg tror, at man ofte i Danmark kommer tænke mellemøsten/nordafrika som et sted med mere eller mindre de samme forhold og den samme kultur, hvilket langt fra er tilfældet. 

Den slags diskussioner var der rigtig mange af i løbet af ugen, og jeg tror nærmest, at jeg lærte mere af de andre på kurset, end af det planlagte program. Det er bare mere interessant at snakke om østarbejdere, fordomme i vesten over for østeuropæere, løndumping osv. med folk fra Lithaun, Serbien og Polen end med Dansk Folkeparti.

På et tidspunkt spurgte en Irakisk dreng mig om, hvor jeg kom fra, og da jeg svarede Danmark, var hans umiddelbare reaktion "Muhammedtegningerne". Min umiddelbare reaktion på det "årh nej, ikke igen...". Det endte dog med at blive en rigtig interessant diskussion, og drengen fortalte mig at han, da krisen var på sit højeste, havde taget et billede af sig selv holdende et kors og lagt det på Facebook, for at vise, at ikke alle muslimer hader alle kristne. Noget der havde affødt både en masse trusler og invitationer til at tale på en lang række internationale konferencer. Historien endte med at køre rundt i en lang række europæiske medier. Dog så vidt jeg ved ikke danske. Drengen endte dog med ikke at rejse ud og fortælle om episoden, ikke fordi han var bange for sin egen sikkerhed, men fordi også hans familie blev truet fra mange sider. Det var en historie der gjorde stort indtryk på mig.      

Jeg vil skåne jer for flere eksempler og blot sige, at det var utroligt inspirerende og spændende at være sammen med så mange unge, der alle havde en klar holdning til, hvad de gerne ville udrette og samtidig en stor nysgerrighed omkring, hvordan andre så verden. 

Der var i løbet af ugen utroligt mange initiativer af forskellig slags, hvor et kursus eller en gruppe mennesker inviterede andre til at være med og opleve nogle af de emner de arbejde med. Et af mine yndlings tiltag, der blev lavet i løbet af ugen, var AFS' (en udvekslingsorganisation lige som YFU) "diversitree" hvor idéen var, at man skulle hænge blade med forskellige personlige egenskaber op i et træ. 

Her følger en lille film, der viser til mere om diversitree projektet, men også en del af de andre ting, der foregik i løbet af ugen.  https://www.youtube.com/watch?v=KfKPD0Ksb6k Jeg har desværre ikke de store computertekniske evner, så det kunne ikke lade sig gøre for mig, at sætte videoen ind i selve blokken. 

I gennem hele ugen var der et Portugisisk band, der spillede på sækkepibe, utallige slags fløjter og adskillige for mig ukendte strenginstrumenter og trommer ved alle fællessamlinger samt om aftenen. Mange af aftnerne udviklede det sig til flere times dans på en af de åbne pladser i centret. Da ingen vidste, hvordan man skulle danse til den slags musik, der blev spillet, og da folk kom fra forskellige kulturer, udviklede der sig utallige forskellige variationer af folkedanse alt efter musikkens tempo. Det fede ved det var, at alle bare var med på idéen og friske på blot at danse med. Så jeg var både med til at danse østeuropæisk-inspireret kædedans, afrikansk dans, salsa og meget andet. En marokkansk pige prøvede sågar at lærer mig at danse en traditionel bryllupsdans fra hendes hjemland men med mindre held, da mine skandinaviske hofter åbenbart er alt for stive til den slags ;) 

Herunder er der en lille smagsprøve på en af vores dansesessions:  

Hvis jeg skal fortælle lidt om, hvad den faglige del af kurset gik ud på, så var der to programmer. Et "Joint program" med overskriften "Youth Opportunities" arrangeret af arrangørerne bag "15th University on Youth and Development" og et "Partners program", hvor de forskellige organisationer, havde lavet forskellige kurser for deres medlemmer. 

På joint program var der forskellige taler, foredrag, paneldebatter og gruppediskussioner omhandlende emner som immigration, sundhed, demokratisk deltagelse mv. Desuden var der forskellige aktiviteter så som fx body-percaussion og gruppetegning.

Gruppetegning under stjernehimlen

På YFU-programmet arbejdede vi med forskellige former for kommunikation især igennem kreativ udfoldelse. Vi arbejde med fx sketch-noting, som er en note-teknik, hvor man bruger tegninger til at huske, hvad der er blevet talt om under et møde eller i en tale. Jeg var fra starten af en smugle skeptisk over for dette, da jeg havde en idé om, at det ville tage længere tid at tegne alt det, der blev sagt, end blot at skrive det ned. Det viste sig dog ikke at holde stik, og det er faktisk let at huske selv små deltajer fra en debat, blot ved at se på sin tegning bagefter. Tegningerne giver desuden et langt bedre overblik end en sides tekst, så jeg tror det er en teknik, jeg skal eksperimentere mere med. Vi arbejde desuden med, hvordan man kunne underbygge præsentationer med tegninger. 

Herunder er et billede af en sketchnote lavet af vores instruktør, Paul Dumitru, under et af foredragene i løbet af ugen. Jeg har desværre ikke billeder af nogle af mine egne sketchnotes. Så nu får i det her istedet, så i kan se idéen.

Den føromtalte halve deciliter barndom, jeg havde forudset, måtte tilsættes kurset, var bestemt ikke nogen overdrivelse, og det meste af ugen sad i rundkreds og fortalte historier, legede teaterlege, tegnede eller spillede skuespil. Der var dog også en del teori bag og vi arbejde desuden med fotografi og filmredigering. Der følger et par billeder herunder: 

Vi arbejdede her i grupper om at lave grafiske
fremstillinger af,hvad vi forbandt med  YFUs
værdier og mission. Det var meget interessant at se,
 hvor forskelligt folk egentligt så organisationen. 

Her lavede vi en fortæl-videre-historie og
 talte om accept,af at folk ændrer ens dagsorden,
og at man ikke altid kan planlægge. 

Vi trak et kort med et mere eller mindre abstrakt
maleriog skulle fortælle, hvad i billedet ,
vi kunne relatere til os selv.
 Det var meget interessant, hvor
forskelligt folk egentligt tolkede billederne

Et af de andre store områder, vi arbejde med på kurset var forum-teater, en undergren af teatergenren "Theater of the oppressed", som blev skabt af den før omtalte Augusto Boal i 1960'ernes Brasilien. Grundstenen i genren er solidaritet og mottoet lyder noget i stil med "Jeg hjælper dig, fordi jeg samtidig gerne vil hjælpe mig selv." Altså solidaritet fremfor velgørenhed. Idéen med "Theater of the Oppressed" er at inspirere folk til at turde kæmpe imod undertrykkelse i deres hverdag. Genren og Boal har en utrolig spændende historie, men den vil jeg skåne jer for lige nu.

Idéen med forum teater er, at man spiller et skuespil omhandlende et samfundsproblem eller en form for undertrykkelse, som publikum kan relatere til. Teaterstykket skal slutte på et tidspunkt, hvor situationen er gået i hårdknude. Publikum spørges herefter, hvad de ville have gjort anderledes for at ændre situationen. Hvis en i publikum har en idé til, hvordan problemet kan løses inviteres han/hun op på scenen og den aktuelle scene, personen vil ændre spilles nu igen med ham/hende i hovedrollen.

Vi spillede 3 forskellige stykker og havde inviteret alle fra de andre kurser til at komme være publikum. Det ene stykke handlede om mobning, det andet om en arbejdsgivers store magt i et lokal samfund samt sexchikane på arbejdspladsen, og det sidste omhandlede problematiske forhold i sammensatte skilsmisse familier og vold i hjemmet. Herunder et par billeder fra stykkerne:

Her har en fra publikum overtaget hovedpersones
rolle som mobbeofre (markeret med tørklædet)

Det var generelt en rigtig spændende proces at lave teaterstykkerne, og publikum var rigtig gode til at komme på scenen. Selvom man kan ende med at spille nogle af scenerne mange gange, er det rigtig interessant, fordi man er nødt til hele tiden at improvisere efter, hvordan den nye hovedperson reagerer. Det minder faktisk rigtigt meget om den måde man legede på, da man var lille. 

Jeg tror, jeg vil stoppe dette indlæg her før det bliver alt for langt. Som i kan høre har det kursus været en kæmpe stor oplevelse for mig. Jeg vender forhåbentligt tilbage allerede i næsten uge, men det indlæg om min hverdag her i Spanien. 

¡Hasta luego!